Om Bergmannhus

På huset er der opsat en lille mindeplade.

På huset er der opsat en lille mindeplade.

Huset Bergmannhus blev bygget i år 1912, til skibsmægler Rasmus Sofus Hansen.

I år 1926 overtog hans enke ejendommen og beholdt det indtil år 1933, hvor hun solgte det til forfatterinden Karin Michaelis.


Huset og Karin Michaelis

Boligen brugte Karin Michaelis som sin egen beboelse, samtidig med at hun også ejede ”Torelore” på Birke Allè på Thurø, hvor hun husede flygtninge fra nazi-Tyskland. I ”Torelore” havde hun også tit besøg af mange kendte personligheder, bl.a. forfatter og kunstmaler Niels Hansen.

På grund af krigen måtte Karin Michaelis selv forlade Thurø i år 1939, og hun vendte tilbage i 1946, hvor hun flyttede ind i Bergmannhus igen. Imens hun var væk, blev der taget vare på hendes ejendom af øens befolkning.

Hendes hjemkomst til øen blev markeret af hele øens befolkning ved, at de modtog hende ved dæmningen og fulgte hende hele vejen hjem til Bergmannhus.

10. december 1946 blev Karin Michaelis udnævnt til æresborger på Thurø, hvor hun samtidig med modtog kong Chr. X`s frihedsmedalje. (Det fortæller lidt om, hvad det er for en personlighed, der har boet i huset).

I 1948 sælger Karin Michaelis Bergmannhus til en bestyrer Karl Stender. Karl Stender drev et rekonvalescenthjem. Han solgte ejendommen i 1951 til terapeut Jenny Nielsen.


Persillehjemmet

Jenny Nielsen drev hjemmet videre, hvor hun bl.a. husede syge, der skulle rekreeres, vegetarer og andre der havde behov for omsorg og pleje. Alle beboerne var fra det, man i den tid kaldte ”det pænere folk”.

Til huset var der en stor køkkenhave, hvor beboerne selv var med til at dyrke grøntsager m.m.
Ejendommen blev i Jenny Nielsens tid kaldt for ”Persillehjemmet” af den lokale befolkning, på grund af, at haven netop blev passet af beboerne.

I 1956 blev Jenny Nielsen gift med pastor emeritus T. D. Berthelin.
Ejendommen blev da lyst som Jennys særeje.

Jenny Berthelin, født Nielsen, sælger i 1978 Bergmannhus til Svendborg Kommune. Ejendommen ejes i dag af foreningen Bergmannhus.

Navnet Bergmannhus

Ejendommens navn ”Bergmannhus” stammer fra skipper og husmand Jonathan Petersen Bergmann, som spillede en væsentlig rolle i forbindelse med øens frikøb i år 1810.

Bergmannsvej blev opkaldt efter Jonathan Petersen Bergmann. Tidligere hed vejen Krovejen.

Smedejernsrækværket, som er foran huset, ud mod Bergmannsvej, er lavet af Smedemester Rasmus Peter Huusfeldt, som blev født på Thurø i år 1864 og døde i år 1946 på Thurø. Smedejernsrækværket er omkring 100 år gammelt og blev for nogle år siden renoveret af Thurø lokalhistoriske Forening.

Del siden